Pantomime

Pantomime (græsk), et skuespil uden ord, helt bestående af mimik, men skelnet fra baletten ved, at der ikke absolut hører dans til. Som primitiv form for dramatisk fremstilling findes pantomime fra gammel tid hos vilde eller halvciviliserede folk, således hos Sydhavsøernes beboere. Kineserne og japanerne dyrker endnu denne dramatiske form i stor omfang, ofte med historiske sagn og begivenheder til indhold og med indblandede komiske partier.

I oldtidens Rom havde pantomime en høj blomstring i den dramatiske digtnings dekadenceperiode før den antikke kulutrs undergang. Den optrådte her som en fortsættelse og videre udformning af de gamle atellaner og de senere mimer. Pantomime kunne være komisk, men var hyppigere en fremstilling af karakterer og situationer fra gudesagnene. De udførtes af en enkelt mimiker, der optrådte med maske på og altså ene og alene var henvist til at udtrykke aktionen ved gebærder, støttede af sang (fra Augustus' tid et kor) og insturmentalmusik. Som berømte skuespillere i denne kunstart nævnes Pylades fra Alexandria, Bathyllos fra KIlikien og endelig Paris, Nero's yndling. Byzans arvede interessen for pantomime og den vidtdrevne beundring for virtuoserne i det stumme spil, mens disse forestillinger mere og mere prægedes af usædelighed, indtil den kristne kirke tog sig for at ende derpå.

I 16. århundrede har man i Commedia dell' arte med sine stående masker og sine lazzi til dels en efterligning af de gamle pantomimer og fra Italien hidrører, i alt fald middelbart, den mærkelige levning af disse stumme skuespil, som under navn af pantomime endnu florerer i København og 1902 fejrede sit hundredårsjubilæum der. I virkeligheden kun jubilæum for familien Price's pantomimeforestillinger i det af den indrettede morskabsteater på Vesterbro, thi (ikke at tale om enkelte tidliger forsøg) Giuseppe Casorti havde allerede givet komiske pantomimer året før på Dyrehavsbakken. Efter at Casorti havde slået sig sammen med Price, var dennes teater i lang tid meget yndet af alle stænder, og den nævnte italienske mimiker nød stort ry for sin fremstilling af Pjerrot, den dumme tjener i pantomime, hvis øvrige traditionelle figurer var den gamle Cassander, en aflægger af Commedia dell' arte's Pantalone, datteren Colombine og hendes elsker, den fiffige Harlekin. Price's teater ophørte i 1840'erne, efter forskellige omskiftelser af skæbnen. Men dels vedblev medlemmer af slægten i en årrække at give forestillinger af og til, især på Hofteatret, og dels fandt pantomime samtidig et nyt hjem i det 1843 oprettede Tivoli, hvor den siden har været holdt vedlige, navnlig ved den yndede Pjerrotfremstiller Volkersen.

I England kender man også pantomime, dog af en fra de dansk-italienske helt forskellig art. De opføres med stor pragt i juletiden. Et ikke uheldigt forsøg på at genoplive Pjerrot er gjort i Frankrig i 19. århundredes 2. halvdel. Virkelige digtere havde skrevet sådanne, undertiden ret alvorlige. Virkelige musikere havde sat fin musik dertil og første rangs skuespillere (som Sarah Bernhardt) er optrådt deri. Men det er dog næppe mere end en forbigående mode.

2. Stumspil, minekunst.

Pantoplastik

Pantoplastik, gengivelse i formindsket eller forstørret målestok af figurer, navnlig billedhuggerarbejder, sker sædvanlig ved hjælp af en maskine, indrettet tsåledes, at en ledestift, der føres hen over figuren gennem en ligneden anordning som den, der anvendes ved pantografen, sætter et eller flere, stadig roterende bor i bevægelse i borets længderetning, således at størrelsen af borets bevægelser frem og tilbage altid stå i et og samme forhold til størrelsen af ledestiftens bevæglser.